En grundig korrekturlæsning kræver en uddannet person, fx en cand.mag. i dansk, men faktisk kan du gøre meget selv, så din tekst kommer et niveau op, og du undgå pinlige fejl, som får dig til at fremstå uprofessionel og utroværdig.
Brug stavekontrollen til korrektur (editor i Word)
Stavefejl er en vigtig del af korrekturlæsningen, for staver du forkert, fremstår du ikke bare utroværdig, en del af meningen med teksten kan også gå tabt. Words stavekontrol er på ingen måde perfekt, men den er et godt værktøj, som du skal huske at bruge. Ofte sætter Word en rød streg under et ord, hvis det er forkert stavet, men det er langt fra altid, så du skal huske selv aktivt at gå op i Editor og klikke dig gennem hele dokumentet for at finde alle fejl. Husk, at du kan klikke på ’Ignorér alle’, så du ikke skal klikke dig igennem samtlige fejl, hvis Word opsnapper en stavefejl, som faktisk ikke er en stavefejl.
Slå op, slå op, slå op
En gængs misforståelse er, at korrekturlæsere er sådan nogen, som kan det hele i hovedet og aldrig slår op i en ordbog eller grammatikbog, men sådan er det slet ikke. Korrekturlæsere slår faktisk mere op end de fleste andre mennesker, for de er også tit i tvivl om stavemåder og grammatiske regler. Husk derfor altid at slå op i ordbogen, fx Retskrivningsordbogen på nettet, eller Ordnet, hvis du er i tvivl.
Korrekturlæsning handler om grundighed
Korrekturlæsning er et hyggeligt arbejde, der kræver en sprognørd og ikke mindst grundighed og omhyggelighed. Lidt ligesom at lægge puslespil. Arbejdet med en tekst tager tid, og du skal prioritere at bruge den tid. Læs igennem igen og igen, og husk, hvor vigtigt det er sove på det og se teksten igennem med friske øjne.
Google egennavne
En udbredt og meget pinlig fejl er at skrive egennavne (altså navne på personer og steder) forkert. Det er fx ikke så smart at stave en kendt persons navn forkert i en artikel om netop den kendte person eller virksomhedens navn forkert i en ansøgning. Heldigvis er det en utrolig let del af din egen korrekturlæsning at rette op på det, for du kan simpelthen bare slå alle egennavne op på Google og på den måde tjekke, at du har stavet dem rigtigt.
Spørg om hjælp til korrekturlæsning
Hvis du er i tvivl om et grammatisk spørgsmål, kan du altid spørge om hjælp. Der findes mange blogs, hvor du kan finde svar, eller grupper på Facebook for sprognørder. En anden god idé er også at få en anden til at læse din tekst. Man kan let få stirret sig blindt på et ord, fordi man ved, hvad der skal stå, og på den måde få det stavet forkert. En formulering er måske også en smule kringlet, men hvad er det nu, der skal stå i stedet? Selv en ikke sproguddannet person vil kunne hjælpe dig med at læse din tekst igennem, så den bliver bedre. Det er altid en god idé at spørge om hjælp. Få hjælp til korrekturlæsning lige her.