Er du på udkig efter briller med gule glas til natkørsel? Så læs her først!

Mange bilister har anskaffet sig kørebriller med gule glas, der kan dæmpe blændinger fra modkørende biler ved kørsel i mørke. Men de gule glas kan nedsætte det perifere syn, som har betydning for, at man hurtigt kan opfange ting, der befinder sig i siderne af vores synsfelt. Derfor er briller med gule glas ikke optimale til natkørsel.

Det er en mørk og kold vinteraften, og du sætter dig bag rattet i din bil for at køre en tur. Du skal anstrenge dig for at se skarpt i mørket, og pludselig kan du se, at der kommer en bil imod dig i horisonten. Idet bilen nærmer sig, bliver du blændet af de skarpe LED-lygter og lysets refleksion i den våde vej. Da bilen har passeret dig, bliver du mødt af et intenst mørke, og det føles som en evighed, før du igen kan se klart i natten.

Lyder scenariet bekendt? Så er du ikke alene. Rigtig mange bilister oplever nemlig udfordringer med nattesynet, når de kører bil, og det skaber utryghed og usikkerhed i trafikken. Mange bilister har derfor anskaffet sig kørebriller med gule glas i forventningen om at få et skarpere nattesyn og dæmpede blændinger i trafikken, men nu viser det sig, at de gule briller slet bør ikke bruges til bilkørsel i mørke, da de kan forværre det generelle nattesyn hos nogle bilister.

Gule glas er ikke en trafiksikker løsning
De fleste bilister føler sig generet af blændinger fra modkørende bilister med LED-forlygter. LED-lyset har nemlig et blåligt skær, og det er særligt blåt lys, der kan blænde og genere vores øjne. Da de gule glas filtrerer alt blåt lys fra, kan brillerne dæmpe følelsen af blænding fra modkørende trafikanter. Men det er dog ikke hensigtsmæssigt, at alt blåt lys filtreres fra, da vores øjne har brug for det blå lys, for at vi kan se skarpt i mørket.

Vores syn dannes af to forskellige slags synsceller i øjet, der hedder tappe og stave. Tapcellerne skaber vores syn i dagslys, mens stavcellerne danner vores nattesyn. For at stavcellerne kan danne vores nattesyn, er det nødvendigt at en vis mængde lys rammer vores øjne. Når man tager briller med gule glas på, absorberes alt blåt lys fra omgivelserne, og det kan være behageligt, når man bliver blændet af modkørende biler, men det nedsætter samtidig stavcellernes mulighed for at danne et skarpt nattesyn. Det naturlige blå lys fra omgivelserne er nemlig vigtigt for, at stavcellerne kan give os et klart syn i det perifere synsfelt. Det perifere syn er vigtigt i trafikken, da man bruger det til at se, hvad der befinder sig i siderne af vores synsfelt, eksempelvis fodgængere eller cyklister i vejkanten. Er det perifere syn nedsat, kan man risikere, at man ikke når at se de andre trafikanter, før de befinder sig i det centrale synsfelt, og det kan give chaufføren en længere reaktionstid bag rattet.

Svagtseende i mørke har behov for lys
For personer, der i forvejen føler sig utrygge i trafikken på grund af nedsat nattesyn, kan kørebriller med gule glas lyde som en fristende løsning. Mange ældre føler sig eksempelvis usikre ved natkørsel, fordi evnen til at se i mørke ofte nedsættes med alderen, da øjet mister stavceller, som er med til danne vores nattesyn. Jo færre stavceller, jo mindre lys kan der optages i øjet, og så bliver vores syn i mørke dårligere. Ældre bilister, der har synsudfordringer bør derfor særligt holde sig fra at bruge gule glas til natkørsel. Idet de gule glas filtrerer blåt lys fra, kan det blive en endnu større udfordring for stavcellerne at danne nattesynet.

Få kørebriller med transparente glas
Er du på udkig efter kørebriller, der giver dig et bedre nattesyn, bør du i stedet kigge efter kørebriller med trafiksikre transparente glas. Et særligt filter i de transparente glas filtrerer ca. 18% blåt lys fra. Det er lige præcis nok til, at det skarpe lys dæmper ubehag fra blændinger fra andre trafikanter, uden at det nedsætter bilistens perifere syn. Det gør kørebriller med transparente glas langt mere sikre at bruge i trafikken end briller med gule glas.

Brug i stedet de gule glas til udendørs aktiviteter i dagslys, som jagt, fiskeri, cykelløb og andre former for sport. Brillernes kontrastforstærkende egenskaber kan give et skarpt syn og dæmpe blændinger fra solens refleksioner. Sportsudøvere kan derfor have stor gavn af de farvede glas, men de er ikke optimale at bruge til bilkørsel i skumringen og i mørke.

Skriv et svar